Generelle salgs- og leveringsbetingelser
1. Anvendelse
For enhver leverance fra Launis skal nærværende salgs- og leveringsbetingelser være gældende, med mindre andet er udtrykkeligt aftalt skriftligt mellem parterne. En sådan aftale går forud for nærværende salgs- og leveringsbetingelser på punkter, der måtte være uoverensstemmende hermed.
Købers indkøbsbetingelser m.v. er ikke gældende mellem parterne, medmindre Launis udtrykkeligt har erklæret sig indforstået hermed.
I det følgende er Launis A/S benævnt som Launis.
2. Materiale om produkterne
Den af Launis ydede rådgivning og vejledning om håndtering af produkter, herunder materiale om produkterne, er udelukkende en service over for køberen, for hvilken Launis ikke påtager sig noget ansvar.
Launis påtager sig intet ansvar for eventuelle fejloplysninger i udleveret skriftligt materiale om produkterne, der måtte være udarbejdet af Launis’ leverandører
3. Aftale
Alt salg sker i henhold til skriftlig ordrebekræftelse, som køber, hvis Launis anmoder herom, skal bekræfte med sin underskrift.
Såfremt køber finder, at der er uoverensstemmelse mellem ordren og ordrebekræftelsen, skal køber skriftligt reklamere til Launis inden 5 hverdage efter modtagelsen af ordrebekræftelsen. I modsat fald er køber bundet af ordrebekræftelsens indhold.
Ethvert forbehold eller afvigelse fra hvad der er omtalt i ordrebekræftelsen eller nærværende generelle betingelser betragtes som en uoverensstemmende accept med den virkning, at Launis ikke er bundet af et tilbud, eller hvad der er anført i ordrebekræftelsen.
Fremsendelse og svar på ordrebekræftelse kan ske elektronisk.
4. Leveringsprøve
Har parterne aftalt, at køber inden ordreafgivelsen skal modtage en leveringsprøve, og aftale om køb herefter indgås på baggrund af en sådan leveringsprøve, skal det leverede produkt svare til leveringsprøven.
Påviser køber, at dette ikke er tilfældet, er Launis berettiget til at foretage omlevering, men ifalder i øvrigt ikke erstatningsansvar, ligesom køber ej heller kan hæve købet.
Omlevering skal ske så hurtigt som muligt.
5. Priser og betalingsvilkår
Købesummen incl. alle afgifter og omkostninger betales kontant ved levering til køberen. Priser i pristabeller er uforpligtende og kan til enhver tid ændres uden varsel. Launis har ret til at forhøje aftalte priser på ikke-leverede produkter svarende til prisforhøjelser foretaget af Launis’ underleverandører, i offentlige afgifter, lønforhold og lignende.
Eventuel rabat beregnes ikke af moms og andre afgifter samt leveringsomkostninger.
Betalingsvilkår i henhold til ordrebekræftelsen. Launis forbeholder sig ret til før levering at forlange kreditforsikring af køber, bankgaranti for betaling eller kontant betaling.
Ved forsinket betaling betales morarente på 1,5% pr. påbegyndt måned.
Såfremt betaling ikke sker til forfaldstid, har Launis ret til straks og uden yderligere varsel at hæve aftalen, og køber er da ansvarlig for det tab Launis måtte lide herved, herunder i forbindelse med eventuelt gensalg.
6. Ejendomsforbehold
Ejendomsretten til produktet forbliver i enhver henseende hos Launis eller hos den, til hvem Launis har overdraget sine rettigheder, indtil købesummen med renter, alle øvrige omkostninger samt alle andre ydelser, som Launis har til gode i henhold til andre aftaler og leverancer med køber, er effektivt betalt af køber.
Køberen er forpligtet til at holde produkterne fornødent forsikret mod tyveri, indbrud, brand m.v.
7. Levering
Levering sker DAP (INCOTERMS 2000 og senere versioner heraf), medmindre andet er aftalt i ordrebekræftelsen eller fakturaen. Risikoen for produktet overgår til køber ved levering.
Såfremt det er aftalt, at køber skal afhente produktet, går risikoen og omkostninger til opbevaring og forsikring over på køber allerede fra det tidspunkt, hvor køber har ret til at afhente produktet, og Launis holder det klar.
Såfremt køber ikke aftager/modtager det solgte produkt, når køber er forpligtet dertil, kan Launis vælge straks at hæve eller at fastholde aftalen. Hvis aftalen hæves, er Launis berettiget til at disponere over produktet ved salg til anden side, for købers regning og risiko.
Uanset om Launis hæver eller fastholder aftalen, er køber ansvarlig for det tab, Launis måtte lide herved, herunder udgifter til opbevaring og forsikring. Launis A/S kan destruere produktet, hvis Launis skønner dette nødvendigt.
8. Leveringstid og forsinkelse
De af Launis opgivne leveringstider er kun omtrentlige, indtil endelig leveringstid er bekræftet af Launis. Hvis forsinkelse skyldes nogle omstændigheder, som i henhold til pkt. 13 udgør en ansvarsfrihedsgrund, eller hvis forsinkelsen skyldes købers forhold, forlænges leveringstiden i det omfang, det efter omstændighederne skønnes rimeligt.
Hvis produkterne er specialfremstillede produkter, det vil sige produkter, der ikke aktuelt er i Launis’ standard produktsortiment, herunder i ikke-standard emballage, kan køber ikke hæve handlen på grund af forsinkelse, uanset væsentlighed.
Køber kan i alle tilfælde kun hæve handlen, hvis dette kan ske uden tab for Launis.
9. Undersøgelsespligt, reklamation og mangler
Køber skal straks ved modtagelsen af produkterne, og inden disse tages i brug, foretage en grundig undersøgelse af produkterne for at sikre sig, at produkterne er mangelfri og leveret kontraktmæssigt. Mener køber på dette tidspunkt, at produkterne lider af en mangel, skal køber, såfremt køber vil påberåbe sig manglen, reklamere skriftligt over for Launis inden 48 timer efter levering. Reklamation kan ske elektronisk.
Hvis køber modtager reklamationer fra købers kunder, skal køber straks videregive reklamationen/foretage reklamation over for Launis.
Overholder køber ikke de ovenstående frister, kan køber ikke senere fremsætte mangels- eller erstatningskrav over for Launis, ligesom køber i det indbyrdes forhold mellem Launis og køber skal friholde Launis for ethvert krav, som købers kunder berettiget har opkrævet direkte hos Launis. Køber skal dokumentere de påståede mangler.
Foreligger en mangel, vil en sådan efter Launis’ valg blive afhjulpet ved, at Launis enten foretager omlevering eller reducerer prisen på produktet, svarende til prisen på den mangelfulde del heraf. Foretages mangelsudbedring inden 14 hverdage, efter manglen er erkendt, er køber afskåret fra at påberåbe sig andre misligholdelsesbeføjelser, herunder at hæve aftalen, kræve afslag i købesummen eller kræve erstatning.
Udsving i mængde og enheder på ikke over 10% i henhold til aftalen er indenfor den mængdeleverance, køber må tåle. I tilfælde af kvantitative mangler udover 10% kan Launis foretage efterlevering inden rimelig tid, hvorpå køber ikke kan påberåbe sig misligholdelse.
10. Garanti for produktets egenskaber og specifikationer
Launis garanterer, at produktet har de specifikationer og egenskaber, som udtrykkeligt er angivet på ordrebekræftelsen.
11. Generel ansvarsbegrænsning
Uanset ansvarets grundlag er Launis under ingen omstændigheder ansvarlig for drifts-, tids-, avance- eller andre indirekte tab hos køber eller købers kunder.
Såfremt Launis måtte blive pålagt ansvar over for tredjemand, er køber forpligtet til at holde Launis skadesløs, i det omfang et sådant ansvar rækker udover de i disse betingelser fastsatte begrænsninger.
Launis’ samlede ansvar, uanset ansvarets grundlag, kan under ingen omstændigheder overstige værdien af den pågældende leverance og er således udtrykkeligt begrænset dertil.
12. Produktansvar
Launis påtager sig intet ansvar for skader på personer eller gods, udover hvad der følger af ufravigelige regler, som Launis er underkastet i Danmark, og da kun i det omfang det følger af sådanne lovregler.
Launis er under ingen omstændigheder ansvarlig for drifts-, tids-, avance- eller andre indirekte tab hos køber eller købers kunder.
Launis er ikke ansvarlig, hvis produktet håndteres eller anvendes i strid med produktbeskrivelser og produktets anvendelse eller i øvrigt håndteres på upåregnelig måde.
I det omfang, Launis måtte blive pålagt ansvar som følge af købers håndtering af produktet, herunder ved videresalg, er køber pligtig til at skadesløsholde Launis for ethvert ansvar, som Launis måtte blive pålagt herved.
Ansvarsperioden er maksimalt 1 år fra levering.
Launis’ produktansvar kan aldrig overstige ansvarssummen i Launis’ produktansvarsforsikring.
Køber er pligtig til at lade sig sagsøge ved samme domstol, der behandler erstatningskrav mod Launis i anledning af det solgte produkt. Det indbyrdes forhold mellem Launis og køber skal dog altid afgøres i henhold til nedennævnte bestemmelse om lovvalg og værneting, hvis enighed mellem parterne ikke kan opnås.
13. Ansvarsfrihed/force majeure
Launis er fritaget for sine forpligtelser ved hel eller delvis manglende opfyldelse af aftalen, hvis en sådan manglende opfyldelse skyldes force majeure.
Force majeure foreligger, såfremt Launis eller Launis’ underleverandører forhindres i at opfylde aftalen på grund af forhold eller begivenheder, der ikke er forårsaget af Launis, og som Launis ikke ved aftalens indgåelse med rimelighed kunne eller burde have forudset eller taget i betragtning. Dette omfatter f.eks. krig, borgerkrig, oprør, terrorhandlinger, offentlige restriktioner, import- eller eksportforbud, naturkatastrofer af enhver art, udbredte eller lokale arbejdskonflikter, vareknaphed, brand, strømsvigt, computervirus, hacking eller lignende.
Alle leverancer af ferske rejer er ”subject to catch”.
14. Lovvalg og værneting
Enhver tvist mellem parterne skal afgøres efter dansk ret ved voldgift eller ved Retten i Hjørring som førsteinstans efter Launis’ valg.
Såfremt Launis vælger, at sagen skal afgøres ved voldgift, skal dette foregå ved Voldgiftsinstituttet efter de af Voldgiftsinstituttet vedtagne regler herom, som er gældende ved indledningen af voldgiftssagen.
Frederikshavn, November 2022.